Viking Cats skal have egne bure!
Viking Cats har fået et fantastisk tilbud på bure fra Alexander Meyer, som er vores sædvanlige bur-udlejer. Det var et så godt tilbud, at vi var nødt til at slå til med det samme: vi køber 100 bure for cirka halv pris, i alt omkring 50.000, og får dem leveret i november 2014.
Vi har betalt de første 12.000 til Alex allerede sidste år, vores SturdiRaffle i foråret indbragte yderligere 5000, og sidste års sommerfest gav 2300 til burene. Vi er rigtig, rigtig glade og taknemmelige for alle bidrag og sponsorer.
Status er nu, at vi skal have indsamlet omkring 30.000 inden udstillingen i november. Derfor tilbyder vi nu medlemmer og ikke-medlemmer forskellige typer af sponsorater, så I kan støtte klubben på forskellig vis.
Køb et bur
Et bur-sponsorat går i al sin enkelthed ud på, at du kan købe enten et enkeltbur for 400,- eller et dobbeltbur for 800,- (eller flere bure, man kan købe så mange, som man har lyst og råd til). Alle bursponsorer får deres navn på vores hjemmeside og på Facebook, og på en poster ved alle vores shows, med mindre, du foretrækker at være anonym, det bedes du i så fald oplyse ved købet.
Du kan også købe et dommerbur. Det koster 1000,- for hele buret, og så monterer vi en lille plakette på buret med dit navn eller stamnavn, så dit navn kommer med på alle vores udstillinger, så længe burene består. Og hvis du virkelig vil give den en skalle, kan du købe en hel dommerring med 7 dobbeltbure for 6000,- (bemærk her, at vi af praktiske årsager ikke kan love, at dine bure altid kommer til alle at stå i den samme ring).
SturdiRaffle
Var du ikke så heldig at vinde en SturdiBag eller en Sturdi CarGo i det sidste lotteri? Fortvivl ikke! Vi sætter igen en SturdiBag og en Sturdi CarGo på højkant. Lodderne koster 100,- og til gengæld for den lidt høje pris, sælger vi kun 30 lodder til hver af de to lækre sager. Der er altså rigtig gode vinderchancer – og selvfølgelig højere chancer, jo flere lodder du køber. Vi trækker vinderne og uddeler præmierne på vores udstilling den 23-24 august i Givskud Løvepark.
Tusind tak for støtten! Vi glæder os til at se jer allesammen i august, i oktober og i november, til Fabulous Felines, Friendships and Fun!