Registrering i TICA

Man behøver ikke være medlem af TICA eller Viking Cats for at registrere sine katte og/eller sit katterinavn. Du kan læse mere om de forskellige procedurer her.

Registrering af en kat med stamtavle fra andet forbund
Hvis du vil TICA-registrere en kat, skal du blot sende en kopi af kattens certificerede stamtavle til TICAs hovedkontor, det såkaldte Executive Office. Du kan bruge skemaet som hedder Individual-Registration-Revised-21Aug2018.pdf som du finder på; husk at vedlægge certificeret kopi af din kats stamtavle.

Du kan betale med kreditkort eller med PayPal på adressen paypal@tica.org. Registrering koster $20 pr. kat og metoderne er beskrevet på skemaet.

Registrering af kuld og killinger af eget opdræt
Hvis du vil registrere et kuld af dit eget opdræt, skal du have et TICA-registreret katterinavn (se nedenfor).Du registrerer kuldet ved at udfylde skemaet litter_registrations.pdf fra denne side. Hvis du har svært ved at forstå skemaet, så kontakt os, så skal vi hjælpe med at fylde det ud.

Ud over at registrere kuldet, kan du vælge at registrere hver enkelt killing individuelt. Det gør du ved at udfylde felterne i skemaets højre side med navn, farve og køn for hver enkelt killing. Hvis killingen er solgt, kan dens nye ejerforhold samtidig blive registreret. I TICA er det almindeligt, at man registrerer kuldet, men venter med at registrere killingerne individuelt, til man har besluttet om de skal i avl eller ej, eller til man har fundet nye ejere. Det er også helt almindeligt at vente med registreringen til katten er blevet kønsneutraliseret. Det er til syvende og sidst helt frivilligt, om man vil registrere sine killinger eller ej. I Viking Cats kræver vi dog af vores medlemmer, at de registrerer deres killinger i mindst ét anerkendt forbund, jvf. vores etiske regler.

Registrering af en HHP/huskat
Registrering af en huskat foregår ved at du udfylder household pet blanketten på dette link og sender den ind. Der er ingen krav om at huskatte ikke må have racekattepræg eller racekatteaner; alle katte er velkomne i huskatteklassen.

Registrering af et katterinavn
Hvis du vil TICA-registrere dit katterinavn, finder du blanketten her. Et katterinavn i TICA skal være i ét ord, det må højst være på 15 bogstaver og der må ikke bruges bindestreger eller tegnsætning (#, &, – og lignende). Der må ikke bruges aprostrof. Katterinavnet skal altid foranstilles; efterstilling markerer ejerskab, ikke opdrætter. Et katterinavn skal afvige med minimum to bogstaver fra eventuelle eksisterende katterinavne, og du kan se listen over de allerede eksisterende katterinavne her. Et katterinavn koster $75 for medlemmer af TICA og $80 for ikke medlemmer af TICA. Blanketten sendes eller faxes til adressen ovenfor.


Bestilling af en stamtavle

Når du registrerer dine katte i TICA, får de hver et Certificate of Registration, populært kaldet en Green Slip, som kan sammenlignes med en éngenerations-stamtavle. Her fremgår kattens navn, farve, fødselsdato, race, forældre, registreringsnummer, opdrætter og ejer, og i de fleste tilfælde er det al rigeligt at have en Green Slip på katten. Men hvis man af den ene eller den anden grund gerne vil have en anetavle oveni, kan man hos TICA bestille en certificeret, lamineret 3- eller 5-generationers stamtavle på sin kat. En registreret ejer af en kat kan på ethvert tidspunkt i kattens liv bestille en stamtavle, og den skal bruges, hvis man ønsker at flytte sin TICA-registrerede kat til et andet forbund, fx CFA eller FIFe. Du finder blanketten til bestilling af stamtavler her.

Ejerskifte
Ejerskifte (“transfer of ownership”) registreres på bagsiden af kattens Certificate of Registration eller Green Slip. Her er plads til, at nuværende ejer underskriver og ny ejer udfylder med navn, adresse og overdragelsesdato. Certifikatet indsendes til EO, som foretager ejerskiftet og sender et nyt Certificate of Registration med de opdaterede oplysninger til den nye ejer.

The International Incentive
Hvis du vil registrere flere katte, og også gerne vil registrere dit katterinavn, findes der en gunstig rabatordning kaldet “The International Incentive”: Hvis du samtidigt registrerer mindst 5 katte og et katterinavn, får du kattene for $15 pr. stk. (normalpris $20), og du får katterinavnet for $40 (normalpris $75 / $80). Du sparer altså mindst $60, hvis du laver en samtidig registrering af (mindst) 5 katte og et katterinavn. Brug blanketterne ovenfor og send det hele samlet, og notér øverst på siderne, at du registrerer under The International Incentive. Så kan det næsten ikke blive nemmere – eller billigere.

Registrering af en titel
The Executive Office holder øje med alle udstillede katte og deres resultater. Hvis du har udstillet en ikke-registeret kat, vil du modtage et brev fra TICA med besked om, at katten skal registreres, hvis du vil bruge dens points til noget.
Klik her for at se et eksempel på sådan et brev fra TICA

Der kan naturligvis kun registreres TICA-titler, og kun på TICA-registrerede katte. Hvis din ikke-registrerede kat har været på show og opnået points til en titel, kan du med fordel registrere titlen samtidigt med, at du registrerer katten. Udfyld formularen Title Confirmations med oplysning om kattens placeringer i hver enkelt ring, den har været oppe i og send den til adressen ovenfor. Man kan godt registrere to titler, fx Champion og Grand Champion, på én gang på den samme blanket. Registrering af titler koster $5 pr. titel, undtaget den højeste titel, Supreme Grand, som koster $10 – så får man et ekstra fint certifikat som bevis på titlen. Du kan også registrere dine titler online i TICAs nye online-system, TDS.

Tegning af medlemskab
Medlemmer i TICA har valgret og modtager bladet The TICA Trend 6 gange om året. Desuden får man som medlem rabat på diverse serviceydelser, fx. registrering af katte. For at være valgbar til bestyrelsen i Viking Cats eller andre TICA-klubber skal man desuden være medlem af TICA. Medlemskabet følger TICAs udstillingsår, fra 1. maj til 30. april. Hvordan man bliver medlem er beskrevet i TICA’tain’t FAQ, som du finder her. Der er forskellige typer af medlemskaber; vælg dem, som passer bedst til dig og din familie. De internationale medlemskaber er en smule dyrere; det er på grund af den højere porto, når The TICA Trend skal sendes internationalt. Men bladet er det hele værd.

Øvrige blanketter
Du finder alle TICAs forskellige blanketter og skemaer her.

Betaling til TICA
TICA har (endnu) ingen rigtig tilfredsstillende betalingsløsning på nettet, og det kan ikke lade sig gøre at betale med bankoverførsel, fordi bankerne tillægger nogle helt uhyrlige gebyrer hos både afsender og modtager. Vi anbefaler, at du opretter en PayPal-konto til dine betalinger til TICA; det er nemt, hurtigt og gratis at bruge, og sikkerhedsgraden er høj. Dog kan man som noget nyt betale med betalingskort når men registrere titler, hvis man tilmelder sig TDS-online på TICAs hjemmeside.

Hjælp?
Hvis der er noget af det ovenstående du er i tvivl om, eller hvis du har brug for hjælp til at udfylde de forskellige blanketter m.m. er du velkommen til at kontakte os. Vi hjælper gerne alt det vi kan.