Ofte stillede spørgsmål, FAQ

Nogle spørgsmål går igen og igen, og derfor har vi her samlet en håndfuld spørgsmål og svar. Fik du ikke svar på dit spørgsmål, er du selvfølgelig velkommen til at kontakte os.

…vi blander os ikke i, hvor mange forskellige kontin-
genter
 vores medlemmer betaler…

Er det ikke forbudt at udstille i andre forbund, når man er i FIFe?
Et af de spørgsmål vi har hørt mange, mange gange er, om det er tilladt for medlemmer af de danske FD-klubber hhv. at udstille i TICA, at registrere i TICA og at være medlem af en TICA-klub. Hos Viking Cats er alle velkomne, uanset øvrige klubtilhørsforhold – vi blander os ikke i, hvor mange forskellige kontingenter vores medlemmer betaler. Der er os bekendt ingen regler, som forhindrer medlemmer af FD’s klubber at udstille, registrere og tegne medlemskab hos os. Men læs selv på reglerne, og spørg din FD-klub til råds, hvis du er i tvivl.

Hvad skal vi overhovedet med en ny klub?
TICA er i markant fremgang i hele Nordeuropa, og de nyeste aktive TICA-nationer er Finland, Norge og Danmark. Vi synes, at TICA har gjort sig fortjent til succesen, og vi synes, at TICA er fremragende som alternativ eller som supplement til de øvrige forbund. Derfor håber vi selvfølgelig, at TICA også vil blive en succes i Danmark. Læs mere om os og om TICA og TICAs mission her på hjemmesiden, kom og oplev vores udstillinger, og døm selv.

Skal jeg være medlem for at udstille?
Nej, det er ikke nødvendigt at tegne medlemskab i Viking Cats for at deltage på vores udstillinger. Men vi er glade for alle de medlemmer, vi får, så hvis du vil støtte klubben ganske uforpligtende, kan du evt. overveje at tegne et støttemedlemskab eller at donere en sum. Alle bidrag nytter.

Skal min kat registreres for at kunne udstilles?
Nej, det er ikke nødvendigt med en registrering den første gang din kat skal udstilles (undtaget Korater, som skal være registrerede for at deltage). Hvis du senere vil udstille den samme kat igen, eller hvis du har samlet points til en titel, som du ønsker at registrere, ja, så skal katten registreres. Vi hjælper gerne med registreringsproceduren.

Hvordan får jeg katte og killinger registreret?
Vi har lavet en separat side med svar på alle spørgsmålene om registrering. Du finder den her.

Hvordan får jeg mit stamnavn registreret i TICA?
Vi har lavet en separat side med svar på alle spørgsmålene om registrering. Du finder den her.

Er alle racerne godkendt i TICA?
Både-og. De fleste af de racer, vi har i Danmark, er også anerkendt i TICA. Men der er enkelte undtagelser, og det er heller ikke alle standarderne, som er helt ens fra forbund til forbund. Derfor er det altid klogt at kontrollere TICAs standarder og se, om ens race findes, og om standarden ligner den, man kender. Du er også velkommen til at kontakte os, hvis du har spørgsmål.

Laver Viking Cats så deres egne stamtavler?
Nej, Viking Cats er (endnu) ikke en stambogsførende organisation. Hvis du vil TICA-registrere dine katte, eller TICA-registrere dit stamnavn, gøres dette direkte hos TICA i USA. Vi hjælper gerne med proceduren, og du kan læse mere om TICA-registrering her.

Er ring shows ikke meget stressende for kattene?
At komme væk fra de vante omgivelser, ud blandt fremmede mennesker og fremmede katte, og at skulle tilbringe en dag på begrænset plads og blive håndteret af fremmede mennesker, er stressende for de fleste katte. De forskellige udstillingsformater har derudover forskellige stressfaktorer, og hvordan kattene håndterer det, er meget individuelt fra kat til kat. Vi i Viking Cats har ikke oplevet ringformatet som mere stressende for vores katte, tværtimod, men andre kan selvfølgelig have en anden oplevelse. Prøv det, og døm selv.

Hvorfor er mit spørgsmål ikke på listen?
Ja, det må vi hellere gøre noget ved. Kan du ikke finde svar på dit spørgsmål omkring registrering, udstilling eller andet her på siden, så send dit spørgsmål til info@viking-cats.dk