Før du køber kat

Gode råd, så du undgår at købe katten i sækken.

…anskaffelse af en kat er en langsigtet investering, som skal være velovervejet

Viking Cats har vores egen killingeliste – se killinger til salg

Der findes mange meget forskellige katteracer, med store forskelle i både personlighed og udseende. Du bør undersøge mulighederne grundigt, så du er sikker på at få en kat der passer til dig og din livsstil. Husk at katten nemt kan leve 10-15 år, så anskaffelse af en kat er en langsigtet investering. Du kan få mere information om de forskellige racer hos katteklubberne, eller du kan læse bøger om emnet. Det er også en god idé at besøge nogle katteudstillinger, så du kan se kattene og tale med opdrættere og udstillere. Hvis du har forelsket dig i en ganske bestemt race, må det anbefales at du køber en raceren, registreret kat. Mange opdrættere får killinger med bittesmå ’tain’tkønhedsfejl’ som gør dem mindre egnede til avl og udstilling, men bestemt ikke mindre egnede som smukke familiekatte – og de er ofte billigere i anskaffelse end de dyr som vurderes at have udstillingspotentiale. Og selvom du måske som udgangspunkt er ligeglad med om katten har papirerne i orden, er de altså den bedste garanti for at killingen vil udvikle sig racetypisk.

Når du så har besluttet dig for en race, så se dig godt for. Besøg meget gerne flere opdrættere – de fleste opdrættere vil gerne have uforpligtende besøg, så du risikerer ingenting ved at aftale blot at komme forbi til en kop kaffe og en kattesludder. Vælg en killing fra omgivelser der tiltaler dig, og kontroller at killingens helbred er i orden. Den skal være ren og fast at føle på, og den skal have rene øjne og ører. Den må ikke virke overdrevet sky eller forskræmt, men skal være nysgerrig og nogenlunde tillidsfuld. Her skal man dog være opmærksom på at nogle racer af naturen er mere reserverede end andre, så man skal bestemt ikke fortvivle, hvis killingen ikke straks lægger sig til rette på ens skød. Hvis man føler sig utilpas ved opdrætteren eller hjemmet, skal man ikke købe kat dér. Man skal aldrig købe en kat fra horrible kår af medlidenhed – katten kan have problemer resten af sit liv, og sælger tjener penge og bliver dermed opmuntret til at fortsætte. Det er også vigtigt at man senere kan holde kontakt med opdrætteren, hvis der skulle opstå problemer med katten, så man må være kræsen og vælge både kat og opdrætter med omhu.

Hos nogle opdrættere kan man få lov at udvælge sig en killing mens den endnu er rimeligt ung, men den må under ingen omstændigheder skifte hjem før den er mindst 12 uger gammel. Læs hvorfor her. Har du reserveret en yngre killing, så brug ventetiden på at sætte dig ind i dens pleje og anskaf det nødvendige udstyr. Det betyder ikke spor hvis killingen er ældre end de 12 uger, det kan tværtimod i nogle tilfælde lette overgangen til det nye hjem.

Alle danske racekatteopdrættere under skal overholde visse regler, bl.a. reglen om de 12 uger. Endvidere skal killingen være vaccineret, og hos de fleste opdrættere vil den også være behandlet mod indvoldsorm. Husk at få alle kattens papirer med – vaccinationsattest, registreringscertifikat eller stamtavle, evt. sundhedsattest samt skriftlig salgsaftale. Læs i øvrigt salgsaftalen omhyggeligt igennem, og spørg, hvis der er noget du er i tvivl om.

Hvis din kat er købt som kælekat, skal du sørge for at få den kønsneutraliseret, hvis ikke opdrætter har sørget for det. Det varierer lidt hvornår det bedst gøres; det afhænger bl.a. af racen og af din dyrlæges indstilling. Spørg dyrlægen og/eller din opdrætter til råds. Hvis du får blod på tanden og vil vide mere om katte, kan du melde dig ind i en katteklub og møde ligesindede. Det kan blive en hobby for livet!

Tekst: Pil Refstrup, Bearcloud © 1999

Bekendtgørelse om overdragelse af kattekillinger