Julebanko

Vores planlagte udstilling i november 2015 bliver lavet om til et julebanko.

Det har desværre ikke været muligt at få dommere til udstillingen, bl.a. fordi der er for mange andre TICA-udstillinger rundt omkring i verden i den samme weekend. Lige nu arbejder bestyrelsen på højtryk for at forsøge at få arrangeret en udstilling i løbet af vinteren 2016 i stedet, og ved samme lejlighed efterser vi hele udstillingskalenderen for 2016. Der kommer mere nyt, efterhånden som planerne tager form.

Som nogle af jer godt ved, så står Viking Cats overfor forskellige udfordringer. Dollarkursen er høj i øjeblikket, og flybilletter fra USA er væsentligt dyrere end for få år siden. Samtidigt er der kommet flere europæiske klubber og shows til, så konkurrencen om udstillerne (og dommerne) spidser til. Selvom vi nu har vores egne bure, så er de endnu ikke fuldt betalt, og der er fortsat udgifter til opbevaring og transport. Derfor er et så lavt count som det, vi så i Givskud, et hårdt økonomisk slag for klubben og vi har brug for jeres support.

Vi vil meget gerne blive ved med at arrangere TICA-shows i Danmark. Vi har de hyggeligste udstillinger med en trofast udstillerskare, og de danske katte klarer sig flot i den regionale og internationale konkurrence. Men for at vi kan blive ved, er vi simpelthen nødt til at have flere katte tilmeldt og flere penge i kassen. Så hvis du gerne vil være med til at sikre, at Danmark fortsat er repræsenteret i The International Cat Association, så støt din klub: Tag en ven eller en killingekøber med på næste udstilling, reklamér for udstillingerne på Facebook og forummer, donér en sum penge eller køb et sponsorat, kom til vores julebanko, forny dit kontingent, meld dine killingekøbere, venner og familie ind i klubben, støt burindsamlingen, spred den gode fortælling og vær aktiv. Klubbens styrke er summen af dens medlemmer.

Der er lukket for kommentarer.